Den første fortælling handler om efterårslyset, der som ørnen svæver ind over marken fra øst. Halmballerne ligger som huse bag træerne i skellet og himlen ser lovende ud. Den første fortælling er Ørnens fortælling, det er ham som kommer flyvende, da jeg tænder lys og trækker kort.
Hvad har du mon til mig i dag? spørger jeg lydløst, for der er ingen talte ord mellem os. Det hele foregår i en sfære af energi og bevægelse når min fingre danser over tastaturet eller holder pennen.
”Jeg har fået æren af at bringe dig den første fortælling” siger han og lander med højtidelig ynde på mit skrivebord. Det er en efterårsfortælling, som vil forberede dig til vinter. Det er køligt udenfor i dag, luften er fugtig og skarp og du kan næsten smage vinteren på din tunge. Fornemme hvordan mørket vokser og lyset bliver mere tøvende, selvom det gavmildt oplyser din vej i dag.
Hver gang du tænder skrivelyset og trækker dine kort udfører du en hellig handling, som har intet med religion at gøre. Den er hellig i sin betydning. Det er et anliggende mellem dig og kortene, men fordi du har en intention om at skrive og tage imod fortællinger, bliver det samtidig en pagt mellem dig og fortællingens kraft. Lyder det højtsvævende? Jamen, så lad det være sådan, jeg har stor forståelse for at flyve højt og se det hele lidt fra oven. Du åbner en knirkende dør, den er gammel men ikke træt. Nøglen er stor og tung, du drejer den med din handling. Ja, for som du nok har forstået, er det på ingen måde nok at tænke på at skrive, du må hengive dig og kaste dig ud i det. Først et ord, så det næste.
Døren er åben, gulvet er fyldt med nedfaldne blade fra et stort træ, som vokser midt i rummet. Det er et smukt og harmonisk træ, det ligner en bøg af den slags, som har mange år i stammen. Bøgen bærer på en hemmelighed. Ser du de 20 blade med forskellig facon, der glimter i lyset fra vinduet mod øst? Hvert eneste blad rummer en fortælling. Se, nu er din opgave klar. Hver eneste dag må du alliere dig med din intention og låse døren til det magiske rum op, så du kan plukke dagens fortælling. 20 fortællinger venter og den første er allerede i gang med at folde sig ud.”
Han rækker mig et blad, det er rødt, tørt og en smule krøllet. Ved første blik ser det bare vissent og kedeligt ud, men så opdager de små pletter af guld. Jo mere jeg kigger på dem, desto større bliver de og følelsen af magi vokser i mit hjerte. For de små pletter af guld er bogstaver og nu kan jeg læse det, som ørnen siger.
Han smiler underfundigt, jeg har fattet det og fået mit budskab. Så hvis du har lyst, så følg med mig ind i det magiske rum med bøgetræ og fortællinger hver morgen i den kommende tid. Du kan enten læse fortællingen her på bloggen eller på min Facebook side.
Der er 20 fortællinger at plukke og de vil alle føre dig gennem efteråret og frem til det tidspunkt, hvor Vintercirklen, den indre rejse begynder. Det er en skriverejse, som er forankret i vinterens energi og som sandsynligvis vil skænke dig nøglen til din vinterkraft.
Du får inspiration, spørgsmål til refleksion og afsæt til at skrive dine helt egne fortællinger. På magisk vis vil de folde sig ud og du vil sætte ord på din vinter. Lad roen falde på dig, lad mørket omslutte dig og lad fortællingens kraft berige dig og lære dig om magi.
Det er et vinterforløb for sjæl og hjerte og skriveglæde er et nøgleord.
Ørnen nikker. Den første fortælling var en slags indledning til det, der skal komme. For ofte går vejen til en fortælling gennem en anden og alt er tilsyneladende.
Vintercirklen, den indre rejse –
i dag får du Ørnerabat og sparer 100 kr. på deltagergebyret
Tilmeld dig Vintercirklen og skriv blot ”Ørnen” i kommentarfeltet, så udløses rabatten.
Ja, lad mig skrive fra sjæl og hjerte og finde min vinterkraft. Jeg tilmelder mig Vintercirklen, den indre rejse!
Og næste fortælling? Den følger i morgen. Jeg ønsker dig en fortryllende efterårsdag.
Kærlig hilsen
Lene
