Den ørn som var væk engang

Det bliver Sommersolhverv og jeg fejrer alene. Allerede her er jeg nødt til at korrigere, for jeg er ikke alene. Jeg deler hus og liv med min hund Fleur. Og paradoksalt nok er det oftest, når jeg er allermest alene, set fra det ydre, at jeg slet ikke er det. Den tankegang er så snæver, den følelse, en flig af en sorg. Som en sten under min sko, bukker jeg mig ned, samler den op og kaster den bort.

Alene er det bedste sted, for her kan jeg høre solsorten synge. Alene er det smukkeste sted, fordi ingen andre skygger for sol, måne og stjerner. Jeg kan høre musikken og danse til den. Alene er min havn. Selvom det på ingen måde betyder, at jeg ikke sætter pris på godgørende selskab.

Tværtimod.

Det bliver Sommersolhverv og jeg danser i Eneboerens Spor. Alene sammen med et kor af fugle, en ræv i buskadset, en falk, en ørn og en måge. Fra skoven bag mig hører jeg ravnen kalde. Ved jorden møder jeg en snegl. I bålet ser jeg orange tråde, der tegner sig selv og bliver til noget. En opblusning, flammeskrig og en dans.

Ved Sommersolhverv giver jeg det til ilden, Fleur og jeg har lavet bål yderst i haven på kanten til klitterne og havet. Røgen stiger til vejrs og fanges af en brise. Med mig har jeg et glas hyldeblomstsaft og en solhvervsbolle. Mine tanker glider tilbage til sidste år ved samme tid, hvor jeg stadig var på Pensionatet og blev indviet til Eneboerens Spor:

Iført min hvide kjole og på bare fødder springer jeg over bålet. Med den ene hånd holder jeg fast i stoffet, så det ikke tages af flammerne. Med den anden hånd holder jeg balancen. Flyvende til lyden af klapsalver og stemmer fra de venner, som er mødt op. Det er først på aftenen i Caileans baghave. Det er Sommersolhverv. Vejret er mildt, let regn har faldet, men nu er det tørt og aftenen blid. Min nervøsitet er for længst forsvundet, ceremonien er uhøjtideligt og dog en hellig akt. Cailean indvier mig til Eneboerens Spor ved at række mig et glas med mousserende hyldeblomstcider. Jeg drikker og siger tak.

På den anden side af bålet tager de imod mig. Oonagh, Maize, Elva, Virginia, Holly, Jasper, Grace, Stella, Áine og Cailean selvfølgelig. Et langt bord er dækket med mad og vin på terrassen bagved huset.

”Det mærkes som en drøm” betror jeg Cailean, da han spørger mig, ”som om jeg slet ikke skal anstrenge mig. Jeg lader det ske og mærker, at det er det, mit hjerte vil. Og hvem er jeg som tvivler på hjertets kald? Aldrig mere.”

Han nikker smilende.

”Sådan føles det, når man er skabt til noget. Jeg har aldrig været i tvivl. Det er dejligt, at du har overgivet dig og nu følger det kald, der så tydeligt er dit.”

Nu smiler jeg til flammerne og kan mærke at Cailean er til stede igen. Han har aldrig været væk. Han er som min ærkefrænde Ørnen, der kan være borte næsten forevigt og så alligevel dukker op igen på rette tid og sted.

Ørnen og Cailean smelter sammen i flammerne. Da jeg løfter hovedet, ser jeg ham svæve i utvungne cirkler over mit hoved. Den Ørn som var væk engang.

Lene Frandsen ©️
Fortællingen fra Huset ved havet
22. juni 2024

Ved Sommersolhverv

I modsætning til Eidheann i Huset ved Havet fejrede jeg ikke Sommersolhverv alene. Jeg gjorde noget, jeg længe har haft lyst til. Jeg holdt intuitiv skriveworkshop og fejrede sammen med de 6 kvinder, der havde tilmeldt sig og fundet vej til det magiske rum, som jeg holdt på denne særlige dag.

En vej som ikke fandtes før

Det er først bagefter, at man får øje på trådene. De fine perletråde i edderkoppespindet. De glødende tegn i bålet. Hvordan man med sine ord og ved at beskrive sine rejse har skabt en vej, som ikke fandtes før. Hvordan man med sin disciplin og sine gentagelser selv har vævet den vej. En vej, hvor der vokser fortællinger og hvor jorden er gødet med historiemedicin.

Vi er så vant til, at vi skal vide på forhånd. Vi orienterer os, vi planlægger, kontrollerer måske og så holder vi målrettet fast på vores overbevisning, indtil alt andet er modbevist. Men hvad nu hvis den stålsatte vilje er med til at bremse for noget, som ville være mere godgørende, befriende og skønt for os? Noget, som lindrer, bløder op og fortryller? Noget som vi drømmer om i sjæl og hjerte, men som automat-tankerne overdøver og forhindrer os i at opleve?

Noget som ikke er et produkt og ikke behøver at blive det. Noget, som vi er en del af og siden sætter fri. Processen fragter os videre, nye fortællinger dukker op og viser vej. Et pennedyp dybere og tættere på hjertet.

Syv kvinder, jeg var den ene

Det og meget andet smagte vi på i går ved Sommersolhverv. Syv kvinder med pen, hvor jeg var den ene. Hende som holdt rummet, bød på skriveafsæt forankret i Sommersolhverv og dansede i øjeblikket.

Men jeg var ikke den eneste, som dansede. Ved bordet dansede pennen hos de seks kvinder, som skrev. Sårbare og modige. Stærke og sansende i hver sin intention. Og omkring bålet senere lærte vi Tranedansen og dansede den sammen på hver vores måde.

Dansen er alt. Hengivelsen til øjeblikket. Den tunge bagage gav vi til ilden og det brændende bål. Mens vi skålede i hyldeblomstsaft og ønskede hinanden god rejse videre.

For nu er lyset vendt og vi venner med det

Kærlig hilsen
Lene

Nye intuitive skriveworkshops opstår når det er tid igen. Jeg kan først afsløre mere om programmet i høsten 2024.