Kære ven, sensitive væsen, du som læser med her. I dag vil jeg dele to fortællinger med dig. Først får du morgenens fortælling, der handler om et møde med Losgann, den magiske frø og siden lukker jeg dig ind i koens landskab, for i går mødte jeg Bò. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at dele fortællingen med Bò, men set i retroperspektiv hænger de to historier jo så fint sammen. Du får dem begge her. Læs med og snup lidt historiemedicin, hvis du trænger.
Medfødt magi
Det er længe siden, jeg mødte ham sidst, Frøen Losgann med Kvækha og sensitiv hud. Han som altid fortæller mig, at min sensitivitet er en styrke og en gave fra Gud. Det kan være svært at tro, ofte har jeg tvivlet og set den som en forbandelse. Den har fået mig ned med nakken og gjort mig ør. Den er blevet brugt imod mig og ord fløj min vej.
Du er alt for sensitiv. Nærtagende. Det er bare noget, du bilder dig ind.
De udsagn har jeg levet under som et væsen, der bliver mindre for ikke at vække postyr. Som ser, men som ikke siger noget. Som ved, men fornægter sin vished.
”Det hører fortiden til” siger Losgann fra sin plads ved Det Magiske Vandhul, ”det er nye tider nu. Din sensitivitet er en gave, en vidunderlig evne til at sanse, mærke og vide fra sjæl og hjerte. Den tager sjældent fejl og sker det, er det fordi dit sind blander sig, analyserer og lader de gamle fortællinger flamme op. Lad de flammer dø ud igen. Du ved, hvorfor du er kommet. Træd ind i den vished nu.”
Losgann er frø, et koldblodet væsen. Hans hud er magisk ifølge shamaner.
”Sådan kan du jo også se på det” smiler Losgann og jeg vil sværge på, at han blinker med det ene øje. Din sensitivitet er lig med din evne til magi. Medfødt magi. Brug den til din fordel, anvend den med omhu, respekt og kærlighed.”
”Der er mange som dig og ofte finder de vej til mig.” Nu synger Losgann også på samme måde, som Bò gjorde det i går. Den fortælling har jeg ikke delt med dig, men det kan være, at jeg skal gøre det nu. Hænger de to fortællinger sammen? Står de i ledtog med hinanden, de to, frøen og koen? Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind? Et smil med stærke rødder planter sig på min læber.
Losgann betragter mig og fortsætter sin tale:
”Du har fået evnen til at se den skjulte skønhed. Du har fået en pen og en skrivebog. Lige siden du var en helt lille pige, har fortællingerne danset i din sfære og de har aldrig forladt dig. De har blot ventet på, at du blev klar. Fortæl dine læsere, at det aldrig er for sent at følge sit hjerte og sin skrivelængsel.”
Det er hermed gjort. Og mens jeg skriver, snurrer Losgann rundt på sit åkandeblad i søen. Cirkler danser i sollys og en ny dag gryr.
Lene Frandsen, Fra min egen skriverejse ©
19. maj 2022

Pas godt på dig selv
Ask me a riddle and I reply, Cottleston, Cottleston, Cottleston Pie …
Ko nynner på engen. Og hvis nogen fortæller dig, at køer ikke kan synge, så tro dem ikke. For Bò kan, hun har en skøn og nærende stemme. Hun synger for ører som lytter og for kvinder, som er på vej hjem. Hendes visdom er simpel og varm som solen. Pas godt på dig selv.
Da jeg ser hende fylder taknemmeligheden mere end tvivlen. Den skubber alle skrupler bort. Her på engen hos Bò kan jeg slippe bekymringer og de sorger, jeg af uransagelige årsager stadig bærer rundt på.
”Vær hilset” nynner hun, for det gør så godt at synge en sang. Eller at tage imod en af de fortællinger, der dristigt danser i vinden. Så jeg sætter mig på en stor sten, der egentlig hører til stengærdet, men i årenes løb er den gledet ned og har sat sig selv fri. Nu er stenen min morgenstol, jeg har udsigt til ko og mælkebøtter.
Hvis hun spørger mig om, hvad jeg ønsker mig i livet, så er det det her. Roligt at sidde med pen og skrivebog i solen og sanse en verden af fredeligt liv. Fred, skriver jeg i bogen, det er min drøm.
”Det er en god drøm” bekræfter Bo og kommer nærmere. Hun har de smukkeste øjne. Nu ser de på mig med visdom og mildhed, som var hun Gudinden selv.
”Fred i hjertet giver fred i verden” synger hun.
”Men én kvindes hjertefred er ikke nok” sukker jeg og lader mine øjne hvile i hendes.
”Mange bække små”. Det er stadig en sang og jeg kan høre vandet risle.
”Jeg er træt Bò”, siger jeg, ”det har været en lang rejse. Nu er jeg på vej hjem, men det gør godt at holde pause her hos dig. For ser du, jeg længes så inderligt efter den kvinde, som har fred i hjertet og som har lært at give sine bekymringer til vinden. Hun, som straks mildnes i naturens skød. Jeg længes efter hende som taler med ravne, ørne og solsorte og som elsker ord, vrøvlevers og poesi. Jeg længes efter hende, som vandrer ved havet og bliver ét med det hele, hende som altid har fortællinger med hjem. Jeg længes efter hende som længes.”
Bò smiler forstående. Og her hører ordene op.
Lene Frandsen, Fra min egen skriverejse ©
18. maj 2022
Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen
Er det tid til at følge din skrivelængsel? Har du lyst til at skrive intuitivt og deltage på en skrivende sommerejse ind i skovens univers? Så kom med, når Fortællerskens Skriveskole starter den 1. juni. Kurset hedder Intuitiv Skrivning, Skoven og er for kvinder med skrivelyst og længsel. Det foregår online, så du kan være med, uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.
Der er endnu ledige pladser på holdet. Læs videre for invitation, detaljer og tilmeldingslink.
Fortællerskens Sommerskriveskole
Kursus: Intuitiv Skrivning – Skoven
Kursusstart: 1. juni 2022
For kvinder med skrivelyst og længsel.
På sommerens skrivekursus skal vi sammen en tur ind i det magiske univers. Temaet er skoven. Du får en introduktion til intuitiv skrivning og en legende tilgang til skrive.
Skoven er et vidunderligt sted at starte, hvis du ønsker at skrive intuitivt og finde vej ind i en fortælling. Du behøver med andre ord ikke at vide, hvad du vil skrive om og du skal hellere ikke have alle svarene på forhånd. Tværtimod.
Fra juni til slutningen af august
Forløbet varer 3 måneder fra juni til slutningen af august. Du modtager skriveafsæt og øvelser, som inviterer dig ind i skovens univers og kalder på intuitiv skrivning.
Hver måned modtager du et skrivebrev fra mig med inspiration, læring, afsæt og øvelser. Du inviteres til at skrive intuitivt og får indledningsvis en introduktion til, hvordan du bedst kan gøre det.
Forløbet kan være med til at skærpe din intuition og gøre dig mere lydhør for hjertets fortællinger.
Sommerskriveskolen er for dig, som har lyst til et sommerligt skriveeventyr. Samtidig får du en introduktion til intuitiv skrivning og det landskab, vi her skal skrive os ind i, er skoven. Vi møder træer og deres symbolik, frænder og farer. Vi tager på sommereventyr sammen.
Fordybelse og alenetid
Kurset er for dig, der som jeg har brug for fordybelse og alenetid, selvom om det er sommer. Til dig, som har skrivelængsel og lyst til at skrive fra sjæl og hjerte. Til dig, som har brug for kærlige vidner til din rejse, men som ikke blander sig unødigt, men blot ser dig og anerkender, at vi er på samme slags vej.
Det foregår udelukkende online, men der er ikke bestemte tidspunkter, du skal skrive og være til stede. Du skaber selv dit rum og den tid, hvor du skriver, så det passer ind i din sommer og din livsrytme.
Der er 5 pladser tilbage på holdet.

Tærsklen
Vi skal lege med forskellige indgange til fortællingen. Lad os kalde det tærsklen. Tærsklen markerer en overgang fra det ene til det andet. Var du ude i naturen, kunne din tærskel være et hegn, en tydelig gren på jorden eller en åbning mellem to træer. Men tærskler kan også være døre, vinduer, huler og andre åbninger. Kun fantasien sætter grænser.
Skoven er næsten altid repræsenteret i eventyrene. Her er mange farer, men der er også magi og fortryllelse. Når du går ind i skoven, træder du ud i det ukendte og det er du nødt til, hvis du vil have noget til at ske. Det uventede, spændende og overraskende sker altid, når vi mindst af alt venter det og det sker altid, når vi skriver. Fortællingerne ved bedst selv, de overrasker os med deres list, snedighed og visdom.
Så intuitiv skrivning er altså som en tur ind i et ukendt skovterræn. Hvad der sker, ved du først, når du er derinde. I forløbet øver du dig på at have tillid til din intuition og fortællingens kraft.

En skrivecirkel med kærlige vidner
Du bliver en del af en skrivecirkel, hvor vi deler af vores proces og fortællinger. Rummet findes på Facebook, det er hemmeligt og jeg holder det kærligt i henhold til Julia Camerons regler for Den Hellige Cirkel.
De andre deltagere er vidner til din skriverejse. Her er hverken ris, ros eller konstruktiv kritik. Vi læser, vi lytter og vi bevidner det, der sker. Uden dom, men med nysgerrig venlighed.
Sammen skriver vi os ind i skoven og får historiemedicin for sjæl og hjerte.
Jeg er med som skrivecoach og underviser. Du kan bruge mig i forløbet, spørge mig til råds eller bede om en ledetråd. Med mig har jeg bl.a. tarotkort fra “The Sacred Forest” og “The Wildwood Tarot”. Jeg trækker gerne kort til dig undervejs i forløbet, men kun hvis du har lyst og det taler til dig.
Jeg guider dig gerne i processen og peger på veje og stier, som du kan gå. Men du holder pennen.

En intuitiv skriverejse ind i det magiske univers
Forløbet er en intuitiv skriverejse ind i skoven og det magiske univers. Det er baseret på min egen skriverejse i skoven, hvor tomrum og stagnation forvandler sig til en skov fuld af eventyr, magi og fortryllelse.
Fra den 1. juni til den 31. august. Der er ikke bestemte dage, du skal møde op og skrive. Forløbet er glidende og du skaber selv det rum og den tid, hvor du skriver, så det passer ind i din livsrytme.
Du vækker din skriveglæde og oplever magien i fortællingens kraft.
Som deltager på Fortællerskens Sommerskriveskole får du
- Adgang til skrivekurset “Intuitiv Skrivning – Skoven”
- Månedlige skriveopgaver og afsæt udformet i en smuk og inspirerende PDF-fil. Den sendes i en personlig e-mail fra mig. 3 opgavesæt og inspiration. Varighed 3 mdr (juni, juli, august)
- Inspiration og skrivende input fra mig som intuitiv skrivecoach og guide i bjergene. Du kan konsultere mig undervejs i forløbet og få kyndig hjælp til din skriveproces.
- Mulighed for at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted. Du lærer den kreative proces at kende i alle dens facetter og øver dig på at skrive fra sjæl og hjerte. Din skrivestemme kommer efterhånden til syne mellem linjerne og det vil kunne mærkes. Du får øget tillid til processen og din egen formåen.
- En god fornemmelse af, hvordan du kan bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse.
- En introduktion til intuitiv skrivning og det magiske univers i skoven.
- Du bliver en del af en skrivecirkel, som hylder processen, den naturlige cyklus og skriver om det. En cirkel af skrivende kvinder, som kærligt bevidner hinandens proces.
Den hellige cirkel bygger på respekt og tillid. Billedet på den er en have. Hver plante har sit navn og sin plads. Der findes ikke en blomst, som overflødiggør en anden. Hver blomst har sin enestående og uerstattelige skønhed.
Forløbet foregår udelukkende ONLINE – vi mødes ikke fysisk.

Læring – i forløbet får du kendskab til
- Intuitiv Skrivning
- Den kreative proces
- Uvisheden (ikke at vide)
- Tomrummet
- Lytning (lytteskrivning)
- Fortællingens hjerteslag
- Spørgsmål som åbner op
- Krisepunkter
- Spirituelt forankret skrivning
- Intentionens kraft
- Inspiration og skriveflow
- Frygt, modstand og indre censor
- Stationer på skriverejsen
- Øvelse
- Cyklisk skrivning i pagt med årshjulet
Deltagergebyr
Pris DKK 1900,-
Beløbet er inklusive moms.
Beløbet kan deles op i 2 rater og det koster ikke ekstra. Skriv det blot i kommentarfeltet ved tilmelding. Ved betaling i rater forpligter du dig til at betale hele beløbet, uanset om du springer fra holdet før tid.
Der er et begrænset antal pladser på holdet. Jeg har 5 pladser tilbage. Pladserne gives efter først-til-mølle.
TILMELDING – klik på billedet herunder

Når du har tilmeldt dig, modtager du en bekræftelse fra mig på e-mail indenfor 48 timer. Du modtager samtidig en faktura og bedes enten overføre beløbet via bankoverførsel eller MobilePay 29476483.
Din plads på holdet er først endeligt booket, når betaling har fundet sted. Du modtager ikke yderligere bekræftelse på din indbetaling, men hører fra mig, hvis du mod forventning ikke betaler.

“Go out in the woods, go out.
If you don’t go out in the woods nothing will ever happen and your life will never begin.”
– Clarissa Pinkola Estès –
Skriv et svar