Inden næste vandring

Der er dage foran ilden i pejsen, hvor rejsende kvinder hviler ud, nætter med urolig søvn og stormvejr, som hyler i huset. Hvor rejsen ned at trappen og ind i køkkenet er nok. Hun skænker kaffe, men siger ikke noget, for hun ved at den slags dage kalder på indre næring og ro.

I dag har hun ristet brødet fra i går og udvalgt en marmelade med blåbær og rosmarin. Smør smelter og kaffen er god. Der er rum til at sidde i stilhed og lytte til knitrende flammer og stormens buldren udenfor huset, tunge regndråber falder og det gamle æbletræ i forhaven giver slip. Flere blade falder.

Morgenen er mørk, men hvis du forlader køkkenet, går op af trappen og ind i kvistværelset, der vender mod øst, kan du se at lyset er vågnet.

Der er dage, hvor trætheden hænger i kroppen og hvor der er brug for at samle kræfter til næste vandring. Hendes sted er perfekt til det. Hun huser rejsende kvinder som instinktivt ved, at huset på skrænten er det rette sted.

Katten er ikke hendes, hun ryster på hovedet, han bor her bare. I dag er han inde og har rullet sig sammen på tæppet foran brændeovnen, følg hans eksempel thi han viser vej. Hans navn? Hun ler i sit rynkehav og blå øjne glimter.

”Det ved jeg ikke, men jeg kalder ham Cat.”

Denne morgen har en langsom energi som ingen ønsker at forcere, bedst er det at følge det stille flow. Hun rejser sig og skubber stolen væk fra bordet, rister lidt mere brød og brygger en ny kande kaffe. På bordet mellem os står et stearinlys med dansende flamme i en flaske af grønt glas.

”Jeg har lidt at sige til dig i dag” siger hun og ser på mig over kaffekoppen, ”har du lyst til at lytte?”

Jeg nikker og ved. Noget rører sig i sfæren mellem os, men det er hun, som skal sætte ord på. I dag er jeg lytteren. En af de rejsende kvinder, der hviler ud inden næste vandring.

”Det betyder ikke noget om andre ser eller føler som du. Du er skabt til at blive bevæget af månen, til at sanse og føle som du gør. Forsøg ikke at gør dig kunstigt stærk eller beskytte dig selv, så du bliver mindre sensitiv og undgår de store følelser. Din sensitivitet kan blive din største styrke, en kilde af visdom og sandhed. Den vil hjælpe dig og du har fået den som en gave ikke en forbandelse”

”Gør som jeg. Ær det, du føler og mærker. Stol på det og lad det guide dig på din rejse. Det taler til dig gennem din intention og det sker udenfor logikkens lejr. Du kan gå på opdagelse i det og udforske det, være åben over det, der ønsker at føles og mærkes.”

”Kan du lære mig det?” spørger jeg og drikker lidt mere af den gode kaffe.

”Du kan lære dig selv det” svarer hun, ”som jeg har lært det. Det starter med, at du åbner din dør og byder det indenfor. Og jeg ved det, du er blevet mere sensitiv på det seneste og vrider dig i maskinen for at slippe fri. Slip kampen nu og ær den kvinde, du er kommet for at være.”

Da husker jeg min bøn fra forleden dag.

Divine Beloved, let me be like her.

Hun betragter mig med smilende øjne, hun læser mine tanker.

You are a lot like me, dear Sister.

Der er dage foran ilden i pejsen, hvor rejsende kvinder hviler ud, nætter med urolig søvn og stormvejr, som hyler i huset. Hvor rejsen ned at trappen og ind i køkkenet er nok. Hun skænker kaffe, men siger ikke noget, for hun ved at den slags dage kalder på indre næring og ro. På finjustering af kursen, den indre og intentionen, der skal bære hende videre fra efterår og ind i vinter. Når det er tid. For lige nu hviler hun ud ved ilden og drikker kaffe i stearinlysets skær.

Lene Frandsen ©
På efterårsrejse i Det Magiske Univers
3. oktober 2022

Photo by Michal Ninger, Dreamstime (c)

Traveling women will inevitably encounter many gateways,
portals and tenuous partings in the shadowy fabric of worlds.
To reach such a threshold is one thing;
to work out a way through is another matter, requiring
determination, daring and some personal act of magic.

– Carolyn Hillyer –