Det der inspirerer

solregn_stol_august
En ny morgen med regn og magisk himmellys. Luften er sprød, stadig mild, men med en snert af noget andet. Efteråret rykker nærmere. Jeg sætter pris på de skiftende årstider og jo mere, jeg føler med årstiderne og den naturlige cyklus, desto bedre forstår jeg mig selv. Det er den manglende forbindelse til jorden, der skaber uro og giver en rastløs og nærmest ensom følelse. Så jo mere jeg kontinuerligt forbinder mig til den naturlige cyklus og til min egen sjæl, jo mere hviler jeg i mig selv. Jeg mærker større ro og livet giver automatisk bedre mening. Jeg er en del af noget større og det ærer jeg i stedet for at modarbejde det. Det er i øvrigt altid naturen, som har inspireret mig mest. Jeg har i årevis skrevet om månederne, årstiderne og fuldmånen på min blog Poetiske Paradokser og på det seneste er det fuglene, der har overbragt mig fortællinger og som giver mig indsigt og visdom.


Følg det, der inspirerer – og spørg din sjæl

Har du tænkt på, hvad der inspirerer dig? Og søger du det, går du helt ind i det, så du kan sanke inspiration og lære mere? Den læring går begge veje, det er ikke kun et spørgsmål om at søge ud og hente information hos andre. Det vigtigste bor i egen sjæl. For når vi skriver noget, som vi instinktivt er interesserede i og som påvirker os, bevæger og berører os, så opdager vi ofte, at noget i os allerede ved. Vi husker. Og det er blandt andet her at fortællingerne kan hjælpe os, vi kan udforske de områder ved hjælp af fortællinger og gå på opdagelse via ordene. Vi behøver ikke at være intellektuelle eksperter, det handler snarere om at grave dybt ned i egen viden, følge de impulser der dukker og i det hele taget at turde lade sig føre på vej via følelser og intuition. Det kan handle om årstider og fuldmåne, men det kan også være andre ting, der dukker op. Forleden dag, på den intuitive skriveworkshop, var en kvinde helt nede på havets bund for at få sjælesvar.

Fortællinger som fyrtårne

Der findes en hel skattekiste af viden og visdom i vores egen sjæl og den kan skrives frem. Ved at møde op og stille spørgsmål, ved at færdes med åbenhed og nysgerrighed, sætte sig ved Kilden og bruge fortællingerne som fyrtårn, kan vi vække det, der har slumret og som måske har føltes som en stille længsel, et dybt suk og som vi på sælsom vis har været draget af hos andre, uden helt at vide hvorfor. Vi kan dedikere notesbøger til vores små udforskningsprojekter, jeg har bl.a. mødt en kvinde, som skriver sig vej gennem månens faser og folder det ud, hun mærker på egen krop og i egen sjæl. Månen lærer hende at huske, ja det er næsten som om hun spejler sig i månevandet og ser sig selv.

Skov, hav, skumring og daggry

Det handler om at gå derhen, hvor vi bliver inspireret. Og vi behøver faktisk ikke at gøre så meget andet end bare at være dér. Vi skal ikke anstrenge os eller gøre noget særligt, som vi ofte tror. Selv søger jeg gerne ind i skoven eller ud til vandet, når jeg søger både ro og inspiration. Det er her, jeg sætter mig og mærker, at jeg er forbundet. Så lytter jeg til stilheden og ofte dukker der små budskaber op som en hvisken i trækronerne eller en vibration i skovbunden. Jeg går med årstiderne, hver eneste morgen ser og mærker jeg forandringerne i naturen og i egen krop og sjæl.  Daglige ture ud, frisk luft og bevægelse gør også underværker for både inspiration og den naturlige melankoli, der hører efteråret og vinteren til. Og så giver det stor mening at følge med lyset og lade det være en energimæssig ledetråd. Jeg er vild med skumringen, det tidspunkt, hvor dagen glider over i aften og lyset ligeså stille forsvinder. Det er et godt tidspunkt at sidde i meditation på eller måske skrive aftensider og tage afsked med dagen og det, der var. Det er et magisk tidspunkt på samme måde som daggryet er. Her bor der mange gode fortællinger.

Mennesker og replikker

Men det kan også være andre ting end naturen, der inspirerer. Sæt dig alene på en café med din notesbog og lyt til summen og samtalerne omkring. Hør replikker, hvordan taler folk, hvad siger de. Du kan eventuelt lade en replik fra et andet menneske være afsæt til en lille fortælling, skriv sætningen og skriv herefter videre. Sæt eventuelt stopuret og se, hvor det fører dig hen. Gå en tur og læg mærke til mennesker, bare betragt dem, deres måde at gå på, tøj, mimik – det kan give inspiration til at skabe karakterer til dine fortællinger og historier. Skriv det, du ser og fornemmer, der kan opstå mange historier og fortællinger baseret på tilfældige menneskemøder på en tur i byen. Brug det, du har omkring dig og gå på opdagelse i det tilsyneladende.

I nærvær med os selv og det, der er

Måske er det mest oplagte dog at skrive fra eget liv. Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Vi har tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer sætter os på prøve og får os til virkelig at mærke, at vi er mennesker på godt og ondt. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er. Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som fylder os med enten frygt, skam, sorg, smerte eller selvfølgelig glæde. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem det. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme. Vi mærker og vi er. På morgensiderne, aftensiderne eller i sjælebogen har vi lov til at skrive nøjagtigt det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og meningsløst. Eller det der glæder os og giver os lyst til at danse.

Der dukker fortællinger op

Undervejs oplever vi måske, at der dukker fortællinger op for at støtte os og skabe en slags klarhed. Det er ikke altid noget, vi bevidst søger, men fortællingerne har det med at skrive sig selv. De bygger bro, de bærer over og de fortæller det, der er, uden at dømme. Selv har jeg en klar formodning om, at netop den slags fortællinger stammer fra sjælen. De har en særlig klang, de kræver ingen særlig anstrengelser. Det er som om de bare flyder, risler som en kilde og de overrasker os gang på gang med deres dybe indsigt og helt særlige tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender.

Det er ofte i den slags fortællinger, at vi hører vores egen livssang.

Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner de steder i os, som før var lukkede, og de hjælper os med at finde tilbage til vores vej, når vi farer vild. Og mennesker farer vild! De hjælper os til at huske og forbinder os til vores sjæl og livsformål og vores dybeste ønsker for det liv, vi egentlig ønsker at leve.

Og så er de ofte fulde af medfølelse og kærlighed.

Kærlig hilsen
Lene


Fortællingens Kraft

Har du fået lyst til at gå på opdagelse i din skrivelængsel og din sjæls visdom via fortællinger, så afholder jeg i efteråret 2015 en række skriveworkshops som hedder Fortællingens Kraft. Her kan du lære at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri. Det kildrer skrivelysten og sætter din skriveproces i gang eller genstarter den fra et nyt sted. Du vil få udbytte af workshoppen uanset om du har intention om at bruge fortællingerne i din egen livsproces eller om du skal skrive og inspirere andre. Workshoppen er både for mænd og kvinder.

Det er en intuitiv skriveworkshop i skriv-fra-sjælen regi og første gang er torsdag den 24. september. Der er stadig ledige pladser. Læs mere i linket ovenfor og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Gå på opdagelse i din skrivelængsel, skriv og fold ud.

Jeg vil tage jer med på en skrivende rejse, hvor vi udforsker vores skrivelængsel gennem skriveøvelser, opgaver, meditationer og lidt bevægelse i form af en gåtur i de skønne omgivelser.

Det bliver en dag fuld af skrivende nærvær, en magisk skrivecirkel, hvor vi både tager imod fortællinger og læser dem højt for hinanden i cirklen. Vi taler om modstand, den indre censor og skriver os gennem det, vi møder på dagen. Der er ikke noget rigtigt eller forkert – det er bare. En skrivende oplevelse for sjælen i cirkel sammen med andre skrivende kvinder, en dag fuld af skriveglæde, ro og nærvær. Og masser af ord.

Næste workshop finder sted den 16. september. Læs mere i linket, se andre mulige datoer og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com.

solregn_stol_august

One thought on “Det der inspirerer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s