Energien

Kom, lad os indfange den urolige energi, bekymringerne og tvivlen. Lad os forsigtigt hælde væsken ned i pennen og lad den fokuserede energi være det blæk, vi nu skriver med. Thi det er din intention, der flyder som en flod mellem linjerne, mens du holder din pen og lader energien forme ord. Sætninger. Og hvem ved, måske er der en fortælling til dig i dag, et subtilt og inderligt budskab, et svævende svar gemt i en historie.

Sæt dig, luk øjnene og træk al energien hjem. Fokus. Fordybelse. Kan du mærke, hvor godt det gør dig? Når du danser med ordene og hengiver dig til dansen i fortællingens kraft. Når du lytter til det store i det små. I virkeligheden er det langt mere simpelt end du forestiller dig, så længe du er koncentreret om at fokusere energien. Det kan du øve dig på. Øvelse gør kvindelig skrivemester.

Forestil dig en ring, det er din magiske cirkel og her træder du ind. Du stiller dig i midten, du åbner arme og hjerte og så tager du imod. Samler. Byder velkommen til alt det, der ønsker at gøre dig selskab i cirklen og siger ja til hver eneste gæst. Kom indenfor, træd ind i cirklen og dans med mig. Modstanden fordamper, frygten forstummer, nu samles energien til en vældig kraft med dig i dets midte.

Du er både hovedperson og statist, du er selveste sangen, du synger. Du er dansen og hende, der danser. Og se, nu danser ordene med i balletsko ud af linjerne som små prima donnaer i tyl. Uanset, hvad de nu foretager sig, følger du blot med. Energien er flydende og fortættet men aldrig stram, kontrollen må du slække på, for ellers stejler hesten. Løse tøjler, lette skridt, energien samler du i ordene.

En dans, en gave i livet og en gåde måske, men her kan du leve mysteriet og ånde det. Du danser, du deltager og det gør din sjæl glad, mens sandheder forløses og bliver til skrivningens noder.

En due i hegnet fanger dit blik, du ser, registrerer og inviterer den gæstfrit ind i rummet. Duen. For måske er den en budbringer af en helt særlig fortælling, så kald den ind i dit magiske rum og lyt til dens sang. Dit magiske rum, hvor energien er samlet og pennen nu skriver med sjæleblæk. Hvor ord, som holder din intention finder vej til papiret og hvor alt det, du drømte om men aldrig helt kunne indfange eller forme i et hvad, nu dukker op som sætninger i flow.

Kom, lad os indfange den urolige energi, bekymringerne og tvivlen. Den fokuserede energi er vores blæk. Cirklen er vores magiske rum. Ordene er vores sang og en åbning.

Magiske morgensider, 27. juli 2019
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)

Som ulven sagde

I fortællingen om forsoning siger ulven noget om at fortynde sin kraft. Men gennem skrivning og ved at holde indre fokus gennem ord og fortællinger kan vi dirigere al kraften ind i pennen igen og få fat i ord og fortællinger, som hverken er fortyndede eller fulde af løgn. Vi kan skrive vores egen indre sandhed og tage kraften tilbage.

Vi samler energien og inviterer alt det, der byder sig til ind i cirklen. Det er gæster og alt det, der tilsyneladende står i vejen bliver vores springbræt til fortællinger og ord, vi slet ikke havde forestillet os. Det, der står i vejen, er vejen. Vi danser med det i den magiske cirkel.

Et rigt indre liv

Vi er ofte nødt til at forholde os til det, der sker på overfladen og i det ydre liv, men de fleste kvinder med skrivelængsel har et rigt indre liv, som kalder på at blive foldet ud. Desværre er det sjældent, at vi skænker os selv den tid og det rum, hvor vi vitterligt kan høre den stille stemmes sang.

Hvad er det, sjælen synger om og hvad rummer den stille hvisken? Hvorfor den evige længsel efter noget andet og noget mere?

Skrivning er et kraftfuldt værktøj

Gennem skrivning og ved at skabe rum til fordybelse kan vi give os selv det, vi har brug for. Ord for ord. Skrivning er et kraftfuldt værktøj, men det er samtidig også en måde at rejse og være i livet på. Det gør godt at sætte ord på og folde det ud, som bor i sjæl og hjerte. Det, som ofte bliver overdøvet af en travl hverdag og ydre krav. Det, som aldrig går helt væk, men kan forblive en nærmest sorgfuld længsel i det indre.

Måske kræver det, at vi tilbringer lidt mere tid alene og ved skrivebordet eller i naturen med blog og pen, men tro mig, det er prisen værd. Ikke mindst, hvis du alligevel som introvert har brug for at rum, hvor du nærer dig selv og trækker din kraft tilbage. Her kan skrivning være præcist det værktøj, du har brug for at få fat i alt det, der ellers forbliver en udefinerbar længsel.

Sjælens hvisken og historiemedicin

Gennem skrivning kan du få kontakt til det, din sjæl hvisker om og inviterer du fortællingens kraft med på dit skrivende færd, vil du opleve at du gennem ord og fortællinger kan give dig selv den historiemedicin, du har brug for at få åbnet for Kilden.

Du finder vejen til at kommunikere med dig selv på et dybere plan, du lærer at skrive det, der bor i hjertet og det, som sjælen hvisker om. Så bliver det tydeligt. Du rummer så meget mere, end det, der bor i tankerne og et ofte hæsblæst sind.

Du kan også gøre det

Du kan også samle energi og blive en slags ordmagiker, en fortællerske, som samler sin kraft i pennen. Det kræver øvelse, træning og disciplin, javist, men din belønning er så meget desto større. Skrivning er ikke noget, vi kan gøre oppe i hovedet eller forestille os, med mindre vi da udtænker et særligt plot eller vil noget helt præcist med det skrevne. Det er en anden form for skrivning.

Vil vi have kontakt til det, der bor i sjæl og hjerte og vil vi folde inderlige fortællinger ud, der kan guide os og lyse som fyrtårne på vores egen indre rejse, så må vi slippe kontrollen og hengive os til intuitiv skrivning.

Kærlig hilsen
Lene

One thought on “Energien

Add yours

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: